162 / 657
digte faldt til lykke mig ikke i hænderne, de kunde
måské blevet farlige.
Så ledte Ingemann selv mig ind i friskere strøm
ninger. Juleaften 1825 lå „ V a l d e m a r d e n s t o r e og
og hans Mænd“ på julebordet til mig, mens min broder,
hvem fader gærne vilde gøre historien kær, fik Høsts
„Struensee“. Men fader havde regnet helt galt, Martin
satte sig i en krog, „og hans tå re r runde så strid e.“ Ved
en anden lejlighed fik jeg „Valdemar Seier“. Man kan
le t tænke, hvilken glæde disse skildringer af Danmarks
heltetid skaffede mig, hvor svage de end i sig selv e r;
den, som kænder min „Danmark under Valdem arerne“,
vil dér måské mærke den.
Én bog gjorde endnu stæ rkere indtryk , det var
N o v a l i s ’ skrifter, dem fik jeg til min 17de årsdag 1820
og gik næsten hélt op i. Om formiddagen slugte jeg
jeg åndeløs begyndelsen af Henrik von Ofterdingen, op
trinene på V artborg, og et par af Novalis’ dejlige,
drømmerige smådigte. E fter middag kørte vi så ud
til Ordrups k rat. Men jeg var i ånden på Vartborg,
og den smukke, bakkede egn, jeg så for mine legemlige
øjne, smæ'ltede vidunderligt sammen med skovkløfterne
hist. Endnu kan jeg ikke stå ved den ældgamle, to
stammede høg, der spejler sig i dammen mellem Or
drups høj og k rat, uden a t Henrik von Ofterdingen står
ved siden ad mig; klokkeklangen fra det nye romerske
kapel dér gør alt end mere skuffende.
Noget efter læste jeg et nyt digterværk, som grode
fast i mig, U n d i n e , derpå Tiecks „Blonde E k b e rt“, og
tysk rom antik i sin ædleste skikkelse tråd te mig nær.
Jeg levede ridderlivet om igen, skovens og søens og
bjæ rgets hemmeligheder åbenbarede sig, skovensomhed
med sit unævnelige trylleri og sin lønlige gru. Også i
1001 nats østerlandske æventyr var jeg husvant. Jean
Pauls „Æ sthetik“ studerede jeg ved samme tid med stor
iver, så jeg afskrev hele første del. E ller jeg kastede
150