168 / 657
156
ry tter, så karlen kaldte mig „en farlig jen til a t rid ’“.
Han passede hesten godt, jeg havde desuden lovet ham
al udkradsningen af min pibe, og han satte pris på „at
have en hitte tohak i kæften.“ Kun én ting udbad han
sig, at jeg „for varlig med det sølle øg,“ han var Jyde.
Tante K ristjane Salling var et ra rt, natu rlig t men
neske, munter, godmodig og troskyldig. Børnene, alle
yngre end jeg og ikke sønderligt opvakte, kunde ikke
yde mig noget, deres sværmeri var fuglereder og flyvende
drager. Huset var a lt andet end ordenligt og hyggeligt
og ammestue og bleer spillede sin store rolle. Onkel
Salling var endog lige fræm urenlig, når han sad og
spiste i nattrøje, underbukser og uden strømper, og så
savlede han. Da hun blev gift, var hun halvvejs barn,
forstanden var nu ikke hendes stærke side, og ved sin
nidkærhed som præst, sin altid salvelsesfulde tale fik
han straks magt over den unge kone. Hun lod det da
gå, som han fandt for godt, et let sind h a r hun altid
haft og glæmte snart alle de grundsætninger for en hus
holdning, „mama“ hjemme havde indp ren tet hende.
Jeg kom ju st ikke med store tanker om min onkel,
jeg vidste, han drev det hernhutske væsen på spidsen.
I øvrigt er der stor forskel mellem det og den egenlige
mørke pietisme; Hernhuterne h a r endog en vis for
kærlighed for godmodigt skæ lmeri, og deres metode for
„genfødelsen“ er en hélt anden. Zeuthen havde fortalt
en del om ham og hans stilling til Grundtvig. Salling
vilde gærne stå på god fod med en så fræmragende
mand i kirken, men havde in tet held med sig, Hern
huterne var slet ikke efter Grundtvigs smag. Da Budel-
bach en gang ønskede, han skulde lade sig høre i
Frelserenskirke, svarede Grundtvig ko rt og streng t: „nej!
jeg vil ingen hykler have på min prædikestol!“ Heri
tro r jeg dog, Grundtvig gjorde ham uret. De mærkelige
blandinger af ondt og godt i min onkels sjæl træffer