174 / 657
162
følte mig ved et rask ridt. Al stueluften blæstes bort,
ungdomsfrisk og ungdomsmodig søgte jeg mennesker og
færdedes mellem dem ; jeg var selv bleven som et nyt
menneske.
P ræstelivet b a r sin idylliske side. Snart red jeg
hen til en ostefest på heden, når bønderkonerne pyntede
bragte hver sit mål mælk, hvoraf tan te lavede oste;
sn a rt til et bondebryllup i den majgrønne lade, og så
dér de ejendommelige folkeskikke, hørte på skaffernes
lange ræmser. Danses tu rd e her naturligvis ikke, ej en
gang børnene måtte hoppe rund t i ta k t, det havde jeg
læ rt på en skovtur, jeg gjorde med familjen.
Vi havde udsøgt o
s.enprægtig plet, en lille skov
slette, omgiven af de yppigste gamle bøge med grene,
der rankede sig, som var det guirlander af løvværk.
Brændsel og kviste slæbtes sammen, vi lagde ild på,
lavede té og punch og lejrede os i græsset. Da det så
mørknede, tændte vi et sto rt bål; det var en fryd for
børnene og os voksne med. Jeg foreslog n u , vi skulde
tage de små i hænderne og synge og danse i ring om
kring bålet, men bevares, hvilket ansigt jeg fik af onkel
S alling !
Ofte red jeg ned til Kolding, fik mig en sejltur, en
svømmetur i fjorden. E ller jeg satte mig oppe ved
slotsruinen, til dæmringen faldt på og fiskerne tændte
blus i båden og lystrede efter ål; hvor smukt stod dets
skær ikke mod den stjæ rneklare h imm el! Så kunde det
træffe ind med en markedsdag. Gaderne var fulde af
markedsboder i lange rækker, og mellem dem bønder
folk, bønderpiger i fuld stads, der lo og holdt hinanden
i hænderne, gøglere, lirekasser, trom petk lang : et liv som
på Dyrehavsbakken. Mine små søskendebørn var med,
og jeg kunde næppe få dem af stedet: „å nej, se bare !“
råb te de hvert øjeblik, hvor der var noget pænt. Jeg
købte dem det ene stykke legetøj ovenpå det andet;
også til pigerne m åtte jeg have en lille markedsgave, og