178 / 657
166
samme er altid nyt, altid og altid i glæde over andre.
Slipper jeg engang ind i himlen, véd jeg, jeg bliver
modtagen af ham med en glæde som Guds engles glæde.
Min længste udflugt var en rejse gennem hederne
til L ø g u m ; det var den flade hede, ikke den bakkede,
som længer nordpå i Jylland. Mile vidt øjnede man den
gang „ikke en p ind“, som bonden siger, in tet uden
sletten, det sorte sand og den brune lyng, der af og til
oplivedes af en urkok, som skogrede og fløj op, en plet
gyvel med glimrende gule blomster, eller en hytte, hvor
fra den ejendommelige lugt af lyngtørv slog en i møde.
I baggrunden lå højderne og skovene om Åbenrå, hyllede
i en blå duft, tit så forunderligt ren som blånerne oppe
i Norge. Også en af hedens ejendommelige luftspejlinger
blev jeg vidne til, „Lokemand såede h av re“, som bonden
siger. Det bølgede og dimlede i det fjærne, og over
varmebølgerne så jeg hu se, træer, kirkesp ir, et helt
fantastisk landskab.
Ulrik B o e s e n , gift med sit og også m it søskende
barn Hanne Boesen, var sognepræst i Nørre-Løgum. Jeg
foretog den rejse til hest, onkel Salling lod im idlertid
under et påskud sin vogn følge med: „den kunde også
stå mig til tjæneste, dersom visse pa rte r af mit legeme
ikke holdt det rid t ud .“ De holdt im idlertid godt ud,
det var blevet mig en æressag. Præstefam iljen bode for
tiden i Løgum-Kloster, mens der blev m uret og tøm ret
på præstegården, tan te Boesen og hendes datter Marie
tra f jeg ligeledes dér.
Ulrik Boesens åndelige ævner var ikke store, men
han var en viljens mand. Jeg h ar ikke kændt mange,
der i den grad som han kunde tage „am tsgesichtet på“,
således udtrykte han sig, og en høj, før kæmpeskikkelse
kom myndigheden til hjælp. Det blev der god brug for,
da han et par år efter 1850 kaldtes til biskop i Sønder
jylland. Hvor kunde han ikke allerede som ung præ st
træde op mod hvem det så skulde være, mølleren eller