182 / 657
170
på hende, skottede jeg efter i spejlet, hvor hun stod og
hvor hun gik. Det var som om våren, og dag for dag
kunde man se knoppen vokse. Det blev heller ikke
skjult for tan te og de øvrige, skønt jeg gjorde vold på
mig for at få dem på vildspor, tit lo og spøgte, drillede
Marie, tog så det ene, så det andet ud af hendes sykurv
og lod som jeg var overgiven indtil kådhed.
En aften fulgte jeg hende bag ved byens haver ene
hjem fra et selskab, tan te havde in tet derimod, „men
sjalet må du dog tage på, mit b a rn !“ „Det er længe
siden,“ sagde jeg, „vi sådan h a r gået sammen, Marie“ ;
„og siddet og læst sammen som i disse dage,“ føjede
hun til. „Nu skulde jeg nok egenlig bukke for min
dame og byde hende armen: behager frøkenen?“ „Ja,
men vi kunde møde nogen!“
„Skal vi så for denne sinde lade det være til bædre
tider og heller tænke på gamle dage? Husker du en
dag hjemme i Frederiksberggade; de havde været slemme
imod dig, og du måtte ty hen i vindueskrogen?“ „Ja,
og så kom du og snakkede godt for mig og bragte min
dukke!“ „Den, som in tet hoved havde, rigtig! Men
husker du også, da du og din søster kom fra Kristjans-
felt? Dine forældre kørte je r i møde og tog min broder
og mig med, m idt på landevejen mødtes vi og var inde
hos bonden og drak kærnemælk. Hvor du havde for
and ret dig; du havde sådan en stor kyse på og var
bleven så alvorlig og stille, man fiknæppe et ord fra
jomfruens lille mund!
Den var ligesom bleven endnu
m indre af mangel på øvelse.“ „Fy, Frederik, skal du nu
igen drille m ig?“ „Du bliver da ikke vred for alvo r?“
„T ror du måske, jeg ikke forstår spøg? Ellers var
Kristjansfelt ikke den
by, hvor man havde det for
ly s tig t!“
Det ene gamle minde dukkede nu op efter det andet,
vi var børn igen.
Aftenen var stille, duggen faldt
stæ rkt; „tænk på sjalet, din moder gav dig!“ sagde jeg