187 / 657
175
drømme, endnu stadigt i Vonsild. Og jeg gjorde klogest-
i at lade for de andre, som havde jeg det ypperligt.
Til sidst kunde jeg ikke udholde det længer, jeg
måtte igen til Løgum. Påskud fattedes ikke, jeg kunde
jo bare tage ned til min morbroder i Nolde, i nærheden
af Løgum, hvor jeg kun havde opholdt mig én dag, og
så ligesom undervejs gøre den afstikker. Altså red jeg
a tte r ud i hederne, tan te Salling smilede så småt: „og
hils nu, hvor du kommer hen! For du kan da gærne
også tage til Løgumkloster, hils så den lille Marie med!“
Med hvilken forundring og glæde blev jeg ikke mod
taget ved gensynet, Marie gav den vel ikke luft, men
den lyste ud af hendes øje; „nu, dér har vi ham jo
igen!“ sagde Ulrik B. og trykkede mig i hånden. Atter
læste jeg for Marie, og vi sang med hinanden, en sådan
aften står navnlig k la rt for mig. Hun sad og vuggede
Ulriks og Hannes første lille, jeg havde taget mit ynd-
lingsdigt Aladdin og forelæste optrinene, hvori hans og
Gulnares unge kærlighed skildres. Solen dalede, månen
steg op, den lille sov sødt, vi var alene, jeg tror, man
med flid lod os ene.
Vi talede sammen og dvælede ved de yndige billeder,
skjalden havde tryllet fræm. „Læg mærke til denne
yppige lyrik“, sagde jeg, „som var man i Østerland!“
Hun tav. Mit lijærte var fuldt, men ikke et ord derom
kom over mine læber, „hvor der dog er dejligt ude1',
sagde jeg med ét og gik uden for. Bredåen havde
svulmet sig stor og rivende af regnen, og månens skær
glitrede blåligt blankt hen over bølgerne, så de lignede
flydende sølv. Man véd, kærlighed og måne er søskende
børn, det var også vi. Vilde, turde jeg da nu tale til
hende? Og hvad mon hun så. vilde svare, var det givet,
at også hun holdt af mig? Jeg kom ikke ud over
tvivlene.
En omstændighed havde både noget lokkende og
frastødende for mig. Man talte ved bordet om for-