186 / 657
Under en strøm af tå re r viste konen mig den dukke,
hun havde pyntet hende til årsdagen, og den lilles kjoler,
en for en, og ligkransene med pænt skrevne vers, degnen
havde gjort. Hver søndag bar hun dem ud og lagde
dem på graven, sagde hun: „det er min eneste trøst,
og fattig nok er den; det véd Gud!“ Hun hulkede og
græd igen og tørrede tårern e med sit forklæde: „nej,
jeg får ikke fred i denne syndige verden, før vor Herre
giver mig en anden lille tøs som Ane!“ I den stemning,
jeg var i, blev jeg dobbelt rø rt ved den stakkels kones
fortælling, ja det var hjærtesorg!
Jeg véd ikke ret, hvordan det kom sig, men der var
én forestilling, som underligt greb mig ved siden af
minderne fra Løgum: det var forestillingen om Italien.
Ingemanns „Rejselyre“, som jeg førte med, gav disse
længsler efter det dejlige land dobbelt liv. Og jeg sang
med ham.
H esperia vifter
m ed vinger af luft,
på skyer af roser,
m ed k læ d er af duft.
F ra bjæ rgene vifter
den fremm ede mø
med evige palm er
fra salige ø.
D et to n er fra himmel,
det klinger fra jo rd ,
det lufter fra landet,
hvor liv stræ et gror!
Snart tænkte jeg mig vandre om i de duftende orange
lunde, og snart dér, hvor lyngen stod i blom ster på
hederne i vester. Men når jeg fik gnedet øjnene og
summet mig, når jeg hørte råb e t: „vil du ikke ind og
spise?“ eller en af de små fæ ttere kom og kastede
bo rrer på mig og grinede, sad jeg dog, trods alle skønne
174