185 / 657
173
efter blev han alvorlig og lod som han lyttede: „hørte
du det ikke, din tan te kalder på dig, du må over til
hende!“ Jeg kændte ham og så et træk om munden,
som om trent sagde: „dér b ar jeg mig fiffigt ad for at
få ham b o rt!“ Naturligvis fjærnede jeg mig og er vis
på, han har brugt tiden øjeblikkeligt til at hente gamle
breve og regnskaber og atter efterregne, hvor stor vel
den væntede arv kunde blive.
En dag havde jeg, for a t adsprede mig, redet ned
til lille bælt, mellem disse havomslyngede skovbakker,
der høre til Danmarks skønneste egne. En række nette
huse for lodser og fiskere lå langs havbrynet, og lidt
ude i vandet stod sorte, tjærede træboder på pæle og
store stene, som man tit træffer dem i Norge. De tjænte
til gæmme for fiskeredskaber. En ung, køn kone sad i
døren til en af boderne og græd. „Hvorfor græder 1?“
spurgte jeg, hun græd stærkere. „Er I syg?“ „Å ja,
det er klejnt nok med m ig!“ Men det varede en stund,
inden hun kunde få noget sammenhængende fræm, så
fortalte hun endelig.
For nogle uger siden tog hendes mand, lodsen, sig
en m iddagslur her i boden, han havde halft i søvne hørt
noget ligesom pusle og give sig uden for, men blev ved
at sove.
Omsider vågnede han og tråd te ud af døren;
og dér nede i vandet ligger deres lille søde pigebarn
druknet, lænet op ad den samme væg, hvorimod faderen
nys hældede sit hoved, mens han sov. „Herre Jesus“,
sagde konen, „ja de to sov dér sammen sidste gang;
det skulde nu så væ re
!
Ane var løbet ud på broen at
vække vor får, for hun var knøv, var hun, og altid så
flink ad sig. Jeg tænkte på ingen ting, og så ser jeg
ham på én gang tumle ind ad døren med det døde barn
i armen! Gud fri og frels mig, jeg glæmmer det aldrig!
Den dag hun skulde fyldt 5 år, blev hun puttet i den
sorte jo rd !“