181 / 657
169
mens forældrene var borte, var hun og flere af Boesens
børn i huset hos os. Vi havde rejst sammen „til verdens
ende“, når onkel Boesens årsdag samlede os i et skov
hus på F rederiksberg lige over for Søndermarken, og
alle vi børn så fik lov a t køre i hans Wiener-vogn hen
til halvmilepælen på landevejen. Vi havde også stået
sammen tit og stirre t på ispalmerne på ruden. Hun
havde leget med mine. soldater og jeg med hendes
dukker og kopper, og græd hun, trøstede jeg hende:
„der var ingen, som skulde gøre lille Mis fortred.“
Nu tra f vi hinanden i Løgum i vor fejreste ungdom,
under helt nye forhold. Hun var vokset op til en smuk
ung pige, jeg kændte hende, og dog var hun mig som
halft fremm ed; den lille mund, de brune, trofaste øjne,
jeg syntes, jeg aldrig før havde set dem så. Hun hørte
ikke til de meget livlige naturer, glimrede heller ikke
ved talenter, skønt hun spillede net, men der lå en stille
godhed over hendes træk.
Vi gjorde småture med hinanden. Jeg læste for
hende og de andre Jung Stillings ungdomsliv, „dette
forsynets æventyr“ , som Gøthe har ta lt om i så høje
toner; det greb hende og mig med, skønt jeg først senere
fik øje for det dybe i denne skildring.
Så sad vi
sammen i skumringen. Jeg gav det bædste, jeg ejede,
og talte om de digtere, der havde min hele sjæ l; ordene
flød fra mig, hun lyttede, og når jeg så på hende, blev
hun rød, vendte sig og tegnede noget på ruden. Eller
hun satte sig til klaveret og spillede, og vi sang begge,
farlige sange, elskovssange. „Din stemme, Frederik, har
vundet,“ sagde tan te Boesen, „jeg kommer til at tænke
på din moder og hendes kønne sang og spil.“ Men nye
følelser vågnede i to unge hjærter, andre end dem, vi
nærede for hinanden, da vi sad på stol sammen som
børn.
Når vi kom ud i selskab, var jeg som død for alle
andre og sansede kun ét. Turde jeg ikke se lige fræm