176 / 657
et navn af samme form og størrelse på dem alle. Dér
ligger og moders første mands og deres små pigers
grave, ved dem havde hun mere end én gang stået med
os og grædt og trykket os til sit hjæ rte; os havde hun
dog endnu. Og i dr. Müllers hu s, hvor jeg bode, når
jeg kom til K ristjansfelt, drejede en del af sam talen sig
om vor kære afdøde. Jeg fik a tte r syn for sagn om,
hvor elsket hun var, og gennem venners og veninders
fortæ llinger levede jeg med i hendes ungdoms fagre dage.
En gang red jeg langs bakkerne ved Koldingå ind
på den jydske hede. En anden gang lod jeg mig sæ tte
over bæ ltet til Fyn og var i Hårslev hos mine læreres
gamle fader, pastor Balslev, i Vigerslev hos provst Boesen,
min onkels broder, begge fromme, kristelige mænd. „Du
pisker d a ,“ skrev fader, „landet rund t som en hønse
kræmmer! Kom mig bare ikke til skade!“
Således brugte jeg min hest og mine øjne og læ rte
at kænde meget, jeg før ikke havde kændt til. Jeg
følte mig ypperligt til mode i den virkelige verden og
tede mig slet ikke så ilde, folk fandt mig endog livlig
og frejdig. Og ved siden heraf blev der tid til en alvors-
gærning i Vonsild, som fik betydning for hele mit følg
ende liv: første gang stod jeg på p r æ d i k e s t o l e n . I en
løftet stemning skrev jeg min prædiken, kirken var
propfuld, og jeg tro r vor Herre lagde sin velsignelse
dertil, ihvor meget der end m åtte fattes mig. Salling
roste mig overstadigt og skrev til fader: „din F redericus
må absolut blive en meget udmærket ta le r“. Det lod
jeg im idlertid gælde for hvad det var, hans dom var
langt fra at være mig nogen højesteretsdom .
Anderledes glæde havde jeg af de ytringer, der kom
hjemmefra, fra Ley og Laurent. Hjemmefra fik jeg vel
adskillige satiriske spørgsmål, om jeg ikke havde pillet
mig i næsen på prædikestolen, hvor tit jeg havde rømmet
mig. Men der kom også hjærtelige ord. „Jeg er ingen
k ritik e r,“ skrev Ley. „Min mening er kun den, a t du
164