![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0171.jpg)
159
kunde jeg dog fuldt vel tilegne mig, hvad han vidnede
om den brede vej, og påskønne hans nidkærhed. At
han på sin vis trode, hvad han forkyndte, tvivler jeg
ikke på. Hver søndag eftermiddag holdt han „stund“,
som det hed på K ristjansfeltersproget, i den gamle
præstegård, rund t i hans sogne var det en vækkelsens
tid, og de strømmede til præstegården. Selv fra Fyn og
Jylland kom mange tilhørere, ti han havde et ikke ringe
navn som „opvakt p ræ st“. Der var sandelig noget at
lære i Vonsild.
Men på den anden side også meget at vogte sig for,
det så jeg klarere dag for dag. Den a rt fromhed var
ikke altid af sund rod. Idelig talte Salling om „de
store opvækkelser bland t alle aldere og klasser, så han
snart ikke mere kændte tallet på de til Herren om
vendte.“ „Og allermest,“ sagde han, „rørte det mig, når
børn på 9, 10 år kom og med tå re r bad mig sige dem,
hvorledes de dog skulde blive frelserens bø rn .“ Det
foreholdt han nu „lille, rare K ristjan“ og „lille, søde
K ristine“, hans egne, ældre og yngre, bø rn ; de skulde
bringes til den samme erfaring af „frelserens blodige
nåde.“
Kørte jeg med ham uden for sognet, var vognen
fuld af tra k ta te r; så snart han. blot så et menneske i
nærheden, strøde han dem bogstaveligt ud for vindene,
tit en hel bunke på én gang, som så splittedes ad til
alle hjørner. Talte jeg herimod, svarede han : „ja, det
forstår du endnu ikke, lille gode Frederik, du er for
ung og ha r ikke den sjæleerfaring, som vi ældre! Men
Jesus, min Jesus vil nok en gang lukke dine øjne o p !
Se dog bare, hvor han dér løber efter et af skrifterne!
Nu fik han det!“
Ved et senere ophold i Vonsild gik min broder og
jeg en aften en tu r med ham, en dreng inde på marken
fløjtede en lille uskyldig vise. „Hvem i al verden kan
det dog væ re?“ sagde Salling, „det, han synger, er jo