167 / 657
en bæk risler gennem kløften, ser man Skamlingsbankens
blåner. Tæ t ved byen tage skovene fat, og jeg stiftede
ber første gang bekændtskab med de yndige pinjeformer,
bøgetræerne på halvøen få, når de stå hø jt og ene på
en skrænt, ud satte for vestenvinden, der pisker a lt løv
værk bo rt undtagen kronen. Vonsild er et godt hjem
for storkene: en rede næsten på hvert bu s, overalt i
moserne, mellem siv og dunhamre, fuldt med de strunke
ægyptiske fugle. Hvilken glæde hver gang den første
„mester P e te r“ om våren indfinder sig! Derom synge
bø rnene:
Storke, storke, stene,
m ed de lange bene,
hvor skal du nu hen i år ?
T il m in faders gård !
Dér, hvor drenge spille bolt,
dér, hvor piger spinde guld,
hopsa, hopsa, heja,
dér er nok at lege!
I det bele greb et landlivs idyl mig stæ rk t ber og bar
efterladt blivende indtryk. Modtagen blev jeg med
hjærtelighed i et lille sted midt i byen, hvor familjen
bode; den gamle præ stegård med de noget skumle, af
lindetræer omskyggede væ relser, der for mig gæmte
barndomsm inder, var næmlig under ombygning. P å det
nye sted lå jeg i egenligst forstand på landet, der grode
græs endog inde i mit kammer.
Min første gang var til stalden, ber stod den nor-
bagge, som skulde være min ridehest. S traks sad jeg
op, men, uvant som jeg var, kunde jeg ikke få magt
over det raske dyr, den løb hjem, og jeg m åtte hurtigt
kaste mig af uden for stalddøren, for ikke at få bovedet
knust. „Men Jøsses dog,“ sagde karlen, der sprang til,
„den lille brune plejer ellers ittige a t være ildvorn (ond)
ad sig!“ Uheldet skærpede dog kun min iver, og længe
varede det ikke, inden jeg blev en endogså dristig
155