163 / 657
151
mig over de gamle l a t i n s k e s a lm e r og bragte en lille
samling i stand, jeg siden som professor har haft gavn af.
Jeg havde nu re t fået smag på bøger, så alle mine
lommepenge gik til dem. Oehlenschlågers vigtigste a r
bejder købte jeg, Gothes værker m åtte jeg også have;
Schillers brød jeg mig mindre om; hans hang til det alt
for følelsesfulde stemmede ikke med min nordiske natur,
og så hørte jeg hans hjærteudgydelser idelig og idelig
fortærskes af jomfru Prehn. Af Gothes digte havde
navnligt F a u s t grebet mig straks, skønt jeg kun lialft
forstod den, men jo ældre jeg blev, jo mere jeg selv
' higede og tørstede efter at gå til bunds i tilværelsens
dybder, des kærere blev den mig. Den, ligesom Aladdin,
har jeg så godt som kunnet udenad. Fader gjorde længe
og hårdnakket modstand, når jeg talte om at købe
Gothe. I brødremenigheden hørte dennes skrifter til de
forbudte bøger, og pastor Munter, hvem fader bar stor
agtelse for, „havde“, sagde han, „slet ikke sådanne sager
blandt sine bøger.“ Jeg var im idlertid ihærdig og gik
af med sejren.
Nu kunde han heller ikke længer forbyde mig at
svømme, Ley holdt mig i et tov og lærte mig det på
skibspladserne på en åben flåde. Det var hin tids bade
sted. Så tog vi og andre kammerater en båd og tum
lede med den lystigt omkring i Kallebodstrand og havnen.
Hvor det var en fryd at sidde til rors med åren agterud,
mens båden kløvede bølgerne; det kændte den gang ikke
mange af Københavns ungdom. I sundet kom vi der
imod aldrig, fordi toldbodbommens åbning kostede for
mange penge. Fader turde jeg intet fortælle derom for
alt i verden, det vilde voldt ham de tusind ængstelser;
a tter måtte altså nødløgnen og Jesuit-moralen hjælpe,
men deu oprindelige sandhedsdrift i mig var bleven
stærkere, og jeg rødmede over mig selv.
Det muntre s ø l iv , spasereture på Kvintus og ved
flådens leje, udsigten fra toldboden vakte barndomsdrømme