158 / 657
146
Den k i r k e l i g e k a m p havde jeg im idlertid, ligesom
mine venner, Ley, Laurent, Hagen, der endnu sad i
skolen, fulgt med levende deltagelse, om jeg end ikke
læste ethvert skrift i den anledning. „Kirkens Gjen-
mæle“ kændte jeg, i G r u n d t v i g s kirke kom jeg hver
søndag, men fra „salen“ i Stormgade udeblev jeg fra nu
af. K ristjansfelterne gjorde jeg og min broder os gærne
lystige over. Pinsedagen 1826 nærmede sig, vor tu sind
årsfest for kristendommens indførelse. Grundtvig havde
sunget om Ansgar og hans sam tid i historiske kvad, og
vidunderlig skønt omdigtet den gamle dagvise „den sig
nede dag med fryd vi se“, hvortil Weyse så satte toner.
Søndagen før pinse havde han i sin prædiken ligesom
ringet festen ind. Da kom forbudet fra kanseliet, og de
salmer, han havde digtet, tu rde ikke synges i kirken.
Det var for meget for ham, tru e t også af den vending,
injurieprocessen mod Clausen tog, så han sin stilling i
statskirken uholdbar og n e d l a g d e æ m b e d e t.
Pinsedag stod der altså ingen Grundtvig på prædike
stolen i Frelserskirke. Det var et smukt pinsevejr, skoven
stod brud i hele sin fejring, og Ley og L aurent tog min
broder med, Grundtvigs ældre prædikener i lommen og
lejrede sig ude i SøndermarkeD. Dér holdt de sin pinse
og tusindårsfest med himlens fugle og blomsterne; hvor
for jeg ikke gik med, husker jeg ikke. Hvad der var
sket, havde grebet mig lige så dybt som dem, og Ansgar
havde gennem Grundtvigs digte og hans afhandling i
Danevirke fået en betydning for mig, der viste sig i
senere studier.
Yi begyndte ellers, efter ævne, a t tage del med i
kampen. Der var noget, mindes jeg ret, en opfordring
til Grundtvigs kristne venner i hele landet, som Lind-
berg ønskede afskrifter af så snart som muligt. Til den
ende samlede han flere af os hos sig ude på Blegdams
vejen, arbejdet gik rask, men drog sig i længden og tog
hele natten med indtil morgengry. Da det var færdigt,