155 / 657
143
Enhver student kænder de stolte følelser, der gennem
strømme den unge, når han først har rystet skolestøvet
af sig. Jeg havde higet efter den tid som idealsk, og
svælgede nu i nydelsen af den, kunde træde op som
kavaler, mine tanker om mig selv var ikke ringe. Nu
slap jeg også for de drillerier, der havde fulgt mig, da
jeg gik på kollegier inden min eksamen. Forelæsningerne
blev holdte nu hist, nu her, fordi universitetet lå i
ruiner, med undtagelse af længen ud til Nørregade.
Russelivet var vel ikke så stormende vildt som tidligere,
når der på konsistoriums trappe holdtes brydekampe
mellem danske og norske studenter, som kostede sår og
svie. Men tam t var det heller ikke, især i visse pro
fessorers tim er; papirskuglerne fløj, man fik bænkene til
a t gå itu, dér lå en hel række tilhørere på gulvet.
F lere af forelæsningerne havde jeg mere gavn af,
end jeg selv den gang vidste, i det hele var jeg dog alt
for tid lig t kommen til universitetet. E n g e l s t o f t til
talte mig meget og måtte gøre det, da min natur havde
en oprindelig trang til historien. Her var noget andet
end Yelschows kedsommelighed, her var et, trods sine
egenheder, re t livligt og let foredrag; den lille jydske
Engelstoft var altid selv med. Fader, der kændte ham,
bragte mig en gang et ord fra ham: „enhver historisk
begivenhed,“ sagde han, „bliver for mig til et lille maleri.“
Det forstod jeg så godt, sådan havde det også gået
mig a lt fra barns ben, og den mand vandt jeg kær,
skønt jeg nok så, han kunde være vigtig og fornæm.
Jeg mældte mig ikke blot til hans almindelige fore
læsning, men også til et privatissimum over den danske
histories kilder. Første gang hørte jeg runestenene,
„scriptores rerum danicarum “ og alle hovedskrifterne
nævne, og var til mode næsten som stod jeg på hellig
grund; jeg følte ligesom på forhånd den betydning, de
gamle forfattere skulde få for mig. Navne, tal, selv det
tørreste i historien fik liv og fylde, og næppe har mange