HammerichEtLevnetsløb

140

om Araberne i Spanien, og billederne fra bin tid svævede

for mig under sygdommen, jeg tænkte ordenligt på

at fæstne dem i et digt om slaget ved Tolosa; så dristig

var jeg nu bleven.

Jeg må omtale den mand, der skaffede mig sund

heden igen, den gang som oftere: dr. S tr ø m . Det var

i flere henseender en mærkelig mand af den gamle

verden, en af de sidste, som endnu gik med pisk i

nakken og pudder i håret. Udmærket dygtig som medi-

siner var han , men hans lyst var igrunden kirurgien,

som han næppe forstod sig sønderligt på; en byld, en

bulden finger, en lille forvridning kunde sætte ham i det

bædste lune. Han var godmodig i høj grad, en menneskeven,

der ofrede sig for de fattige, kun m åtte de ikke lede

ham op om morgenen, for da var han gnaven; vore

piger blev ikke glade, nå r de skulde derhen ved den

tid af dagen.

Vi holdt ellers af den meddelsomme, venlige mand,

der talte livligt om alt, skønt han stammede lidt. En

gang, da jeg var i bædring, faldt talen mellem fader og

ham på bønnen, og der udspandt sig et længere ord

skifte. „At bønnen“, sagde dr. Strøm , „skulde kunne

bøje forsynets vilje, nej, det er noget, jeg aldrig kan

give medhold!

Forsynet h ar sine vise planer med

naturens indretninger og styrelsen af det hele, som vore

ønsker og bønner ikke kan virke ind på. Men for vort

eget sind har bønnen vist nok stor betydning, da den kan

lære os både tålmod og lydighed.“ „Skade k u n “, føjede

han til med et lille smil, „at de, der tænke som jeg om

bønnen, ikke ju st er de flittigste til a t bruge den !“

Jeg kom ikke ud af stuen før hen imod den tid,

artium begyndte, og fik derfor lov til a t underkaste mig

den særlige eksamen ved nytår. I mellemtiden turde

jeg også gå på forelæsningerne til anden eksamen, så

jeg kunde forberede mig til denne.*