149 / 657
137
Og så studenteruniformen! Hvor jeg lukkede øjnene
op, når de gik til eksersits, hvor jeg længtes efter at
kunne være med dér! Jeg var nu alt bleven en stor,
lang dreng.
I en anden henseende vilde jeg ligeledes spille den
voksne. Vi var vel tidligt oppe på Kristjanshavn, to af
mine klassekammerater havde alt hemmeligt f o r l o v e t
sig, Hagen og L a u r e n t . Tryde, den gang i Glumsø,
senere stiftsprovst, havde en datter Marie, en stille, yndig
pige, halft barn endnu og elskelig af sind, som Laurent
var det; de to unge hjæ rter havde fundet hinanden. Så
vidt jeg véd, var faderen ikke uvidende derom og lod
det gå, han havde Laurent så inderligt kær. Men Marie
bar på døden, hun døde ved samme tid Laurent blev
student, året efter mig, måske lidt senere dog. Han
var som sønderknust, sad ved hendes grav i timer og
gæmte enhver lille gave, han fik efter hende. Da jeg
ved samme tid læste et brev af Novalis „ved Sofies
grav,“ var det, som hørte jeg genlyd af min vens smerte.
Min broder, som en tid havde været i klasse med
ham, blev denne unge kærligheds sanger, tidlig udviklet
som han var og knyttet til Laurent ved et venskab, der
har stået sin prøve. Han skrev da et par digte med
højere flugt, end man skulde væntet af hans alder, 15
år, navnligt en „bøn for Marie“, da hun var farligt syg.
Dig vi bede, fader udi himlen,
du, som troner over stjærnevrimlen:
lad en stund end englen hos os bo!
Mange engle jo i himlen ere,
lad da denne her på jorden være,
ti her er så grumme, grumme få!
Disse børneforlovelser løb mig nu rundt i hovedet
og smittede, jeg vilde også være med. I huset hos den
gamle frue, der bode ved siden af mig på anden sal,
var der en re t net, men kun lidet dannet ung pige; vi