153 / 657
141
Således var min skoletid omme. Jeg havde under
den udviklet mig rask både i det gode og des værre
også i det onde. Ævner fattedes ikke, og der var noget
oprindeligt i mig, det og navnligt min stærke indbildnings
k raft m åtte de lærere, der havde sans for ungdommen,
kunnet opdage, trods m it indesluttede væsen. I hvilken
retning det så nærmere skulde gå, vilde tiden vise;
skimtes kunde det måské alligevel: ad digtningens og
historiens vej til Kristus og Norden. Det, vi længes
efter, plejer a t varsle om, hvad vi due til.