HammerichEtLevnetsløb

147

blev vi en stund endnu sammen i oprømt stemning og

sang fædrenelandssange; forholdene i skolen kom på tale

og Krarups stigende indflydelse, hans skarpt prægede

rationalisme.

„ J a “, sagde jeg, „hans morgenandagt er dog ikke

så helt at forkaste: først et kapitel af Cicero de officiis

og derefter Horats’ „integer vitæ“ som salme!“ Det ord

faldt i god jord, ungdommelig la tte r er smittende, og

det ene tog det andet, hver kom med sit. Laurent lo

og lo igen, vred sig derunder og råb te: å hold dog på

mig, eller dunk mig bare i ryggen!“ Noget senere, den

gang Krarup var i færd med at trænge den udulige

Chievitz bo rt fra skolen som inspektør, gjorde Laurent,

Ley, jeg og min broder en mere plump end vittig nid

vise om ham ; hver havde lavet sin linje.

Jeg tråd te nu også i forhold til R u d e l b a c h , der

bad mig nedskrive en tysk oversættelse af Grundtvigs

prædikener, som han foresagde. Hans lærdom og store

bibliotek gjorde indtryk på mig, og ligeså hans djærve

sind, den opofrelse, han viste under en kamp, hvorved

han gjorde sig umulig som professor i Danmark. Jeg

så derfor op til en mand, hvis personlighed ellers kun

havde lidet tiltalende. Der var noget latterlig vigtigt

ved ham, og noget af en tysk „Bursch“ : Ziegenhajneren,

skærende domme, rå udbrud — „sådanne karle“, „fy for

fanden“, „han skulde holde sin kæ ft“.

Med al ærefrygt for Grundtvig, holdt jeg dog alle

rede den gang på min s e l v s tæ n d i g e mening, selv

hævdelse er gærne lyssiden i en stolt natur, og vore

laster og dyder kan grænse til hinanden. Mine venner

gik helt op i ham og fik herved og fordi de var ældre

end jeg en sikkerhed i domme, der forbavsede mig. De

roste i stærke udtryk også hans prosaiske stil, som den

efterhånden havde dannet sig. En gang kom vi i strid

herom, Hagen påstod, den var et mønster på, hvorledes

man skulde sknve dansk, de andre var noget nær af