164 / 657
152
igen. Havet, „denne vugge for Danskens manddom“,
havde dog en uendelig lokkelsens magt over mig! Midt
i en tid, hvis sløvhed jeg alt for tit følte, stod livet der
ude mig som idealet, denne daglige kamp med farer,
selv i den dyheste fred. Og jeg er ikke den eneste
teolog, hvem det har gået så, man huske blot på biskop
Balle! Det var, som sagde det inden i mig: „bliv sø
k ad e t, det er ikke første gang en studen t er bleven
kadet! E t par år kun, og du er jo endnu ung n o k !“
Der kom øjeblikke, da jeg, 17 år gammel, endnu
som et barn kunde lege med den forestilling; man skulde
næppe tro det muligt. Jeg satte mig ved en rask
rindende bæk, smed markblomster og træ stykker ud i
den, tænkte mig ved dem skibe, engelske og danske, i
kamp, og mig selv som fører for det danske skib. Hvo,
der først slap igennem vandhvirvlerne, var den sejrende.
Den leg gentog jeg og tog varsler af den, jeg h a r også
senere i livet grebet mig i en vis varselstro, den m åtte
vel ligge i blodet. Havde m it skib nu vundet prisen de
fleste gange, vilde jeg få m it ønske opfyldt og blive sø-
offisér; så stod det for mig, og jeg kunde stille glad
sige til mig selv: „se, dér vandt du dog!“
Men varslet slog fejl, og det var godt. Min digterske
stemning ved søen og dens æventyr gøglede for mig, som
vilde jeg være dygtig til a t tage kampen op h ist ude,
jeg, hvis ånd har mere hjemme i studerekam ret end i
virkelighedens verdeu. Jeg førte de drømme heller ikke
videre, gjorde in tet skrid t dertil, ja nævnte end ikke
derom for noget ældre menneske.
I en anden henseende, til lands, fik jeg dog de
krigerske lyster på en måde tilfredsstillede, da jeg trak
s t u d e n t e r u n i f o r m e n på. Den klædte mig, og jeg
blev en efter korpsets lejlighed re t dygtig soldat; derfor
tog man mig til underoffisér, og jeg h a r været med at
tillæ re nuværende biskop Martensen. Studenternes m ands
tug t var ellers ikke a t rose, for ikke re t længe siden