165 / 657
153
havele fanejunkeren været oppe hos en konditor, og imens
stillet fanen i en port. Men på min iver og lydighed
var intet at udsætte. Hvor jeg drev sagen med fuld
alvor, var glad og stolt! Hele timer tilbragte jeg med
pudsning af chakot, uniform, sabel og gehæng, og om
natten lå jeg med krøller i hå re t; forfængelighedens
dæmon var faren i mig.
Så gik jeg ud til at eksersere rek ru ter med vajende
fjederbusk, sabelen — det var den samme, min fader
h a r 2den april — raslede efter mig, en overkjole hængte
jeg over uniformen med underoffisérsepauletterne, og
soldaterne præsenterede da som for en offisér. Det var
min lykkes højdepunkt, i den skikkelse har jeg „eskorteret“
afdøde kammerherre Feddersen som a rre stan t ud til
arresten i kastellet og med hånd til chakoten og militær
anstand hø rt vor chef, den lille, bistre general Lorentz,
skælde ham huden fuld.
Så ivrig i tjænesten som jeg var, kunde jeg let have
drevet det til løjtnant. Jeg ønskede en krig, den vilde
hæve hele folket, da skulde jeg selv stille mig i de
kæmpendes rækker; Grundtvigs tale til studenterne 1813
svævede for mig. Min indbildningskraft, altid på færde,
flyttede mig midt ind i fægtningen; kugler peb, granaterne
hvislede, som de tyve år senere har pebet og hvislet om
mig i al virkelighed, skønt jeg stod der ikke som kriger.
Men efter nogen tid var den rus ovre, jeg så det hule i
vore krigerske øvelser, m åtte le ad mig selv, tog min
afsked, da jeg blev kandidat, og lod løjtnanten fare.
Om sommeren 1826 var fader på rejser og havde
taget min broder Martin med, og den knap 15 års
dreng gjorde overalt en lykke, som jeg med lidet broder
ligt sind m isundte ham. Hos min onkel Salling traf
han nuværende dr. L. Z e u t h e n , den gang teologisk
kandidat, som familjens huslærer. Zeuthen følte sig så
ensom, bønderne kaldte ham „vildmanden“, og onkel og
han spændtes ikke; han trængte til et menneske, man