HammerichEtLevnetsløb

158

ren te r i himlen,“ eller: „Gud må dog holde uhyre meget

af os, siden han tug ter os så h å rd t,“ da studsede fader.

Mig var det om trent gået ligedan, når Salling af og til

kom over til os i København og kunde tale så kønt.

Her i Yonsild var han imod mig venligheden selv,

roste mig, jeg kan sige, så det knagede, og skrev til

fader: „hvor du dog er en lykkelig fa d e r!“ Han op

friskede gamle minder, om gasen, der for på mig, om

„lille, rare M artin,“ der sad på hans knæ og bed af

hans smørrebrød, mens han sang for ham :

til påske, til pinse,

n år rugen er groet,

når byggen er sået,

og skoven stå r i b lom ster!“

Vi talte jævnligt sammen især om teologiske æmner, og

jeg dulgte ikke min mening. En gang ytrede han sig

på sin vis stæ rk t fordømmende om dem, der bandede;

jeg huskede ham da på Rudelbachs og Hornsylds små-

eder og bad ham dog ikke bruge a lt for hårde ord.

Men det tog han ilde op og så stift på mig med de

vandblå øjne.

Jeg stod ellers den gang på et noget farligt punkt,

idet jeg satte åndrighed meget for h ø j t ; den var det

eneste, jeg vilde bøje mig for, videnskabens værd tyktes

mig langt ringere. „Frederiks læsning,“ mældte Salling

hjem, „er ikke af det alvorlige slags, mest belletristiske

skrifter, som sjælden skabe læ rde; han siger, han ingen

læ rd mand vil blive, men det håber jeg, han ej kan

holde. E t sådant hoved kan ikke være ledigt.“ B landt

nyere teologer viste han mig hen til Neander og Tholuck,

og deri gjorde han ret, skønt det ikke behøvedes, da

jeg havde hø rt nok om dem begge, og Tholuck kændte

jeg jo personligt.

Jeg kom i kirke hos ham jævnligt , og om der end

i prædikenen var mig for meget af „den blodige Je su s“,