HammerichEtLevnetsløb

161

Hvo skulde troet det? Han, der talte så strenge

ord om verden, var dog i grunden et meget verdenskært

menneske; det kunde man tage og føle på. I sin ung

dom havde han givet sig lidt af med fysik og skrevet

en afhandling om et fysisk æmne; „og den“ , fortalte

han jævnligt med stor selvbehagelighed, „den havde

H. C. Ørsted læ st, derpå omfavnet ham og kaldt ham

sin m ester“.

Som præst kastede han sig over den indbyrdes

undervisning, F rederik den 6tes kæphest, og drev den

med stundesløs, latterlig ivrighed, for op og ned i skolen

og på gymnastikpladsen, ja kommanderede selv drengenes

eksersits og k latring , noget, der stak så stæ rkt af hos

en Pietist.

Hvor var han ikke lykkelig, når kongen kom til

Kolding! Han fik straks foretræde og vendte gærne

hjem derfra, strålende over hele ansigtet og med det

ud råb : „i dag var kongen igen så overmåde nåd ig !“

Ved en sådan lejlighed snøvlede han mere end sæd

vanligt. Denne majestætens overvættes nåde gjorde ham

både til ridder og danebrogsmand, det var dengang

ingen anden landsbypræst i hele landet.

Også mod

andre højtstillede tede han sig formeligt krybende.

En del kundskaber havde han, men ikke spor af

nogen højere, endnu mindre nogen videnskabelig dan

nelse; kun sjælden så man ham læse. Overtroisk var

han derhos i høj grad og fuld af krøniker om spøgeri i

den gamle præstegård, om kugler, som trilledes dér på

loftet ved midnat, om skrigende ugler og en lille præste

mand, der viste sig, nå r et menneske skulde dø. Endelig

havde han noget sødladent, jeg ikke syntes om; i det

hele var der altså visse skyggesider ved samlivet med

min gode onkel.

Det satte man sig imidlertid let ud over, når man

var fri mand, og fri gjorde min hest mig. E t landsby

barn gør sig ikke let forestilling om, hvor lykkelig jeg