HammerichEtLevnetsløb

165

h ar ta le t af dit hjærtes fylde, ta le t, som det kun er

givet dem, der ha r set og smagt vor frelsers søde

kæ rlighed.“

Laurent skrev: „Mig synes, den prædiken er skreven,

som det sig hø r, i sand begejstring, jeg finder både liv

og kraft i den. Gud være lovet! det ene fornødne ved

enhver prædiken, det behøver jeg ikke at lede efter hos

dig: den barnlige og faste tro .“ „Netop derved, at vi

begge har del i samme skat, og vi begge betragte den

med samme åndelige øje, som det kostbareste klenodie,

der kan nævnes under himlen, og vi begge med Guds

nådige bistand ønske lige brændende og hæftigt a t værne

om den mod alle de tyve og røvere, som vil røve os

den, mod alle de bedragere, som ville indbilde os, det

er ingen skat, men kun et gøglespil, et hjærnespind. som

må forsvinde med døden; netop derved at vi begge, efter

den ævne, Gud har og vil give os, skulle kraftigen åbne

øjnene på alle dem, som vil se klarheden i vor Herres

Jesu K risti åsyn: netop herved er det venskabsbånd,

som sammenknytter os, uforgængeligt og ubrydeligt, skal

med Jesu nåde altid blive stærkere og stæ rkere, følge

os på hin side graven og fræmavle i vore hjæ rter det

samme store: „halleluja, vi love dig!“ Så lader os da,

ven, knytte os tæ t til hinanden, ikke blot vi to, men

alle, som børe til samme venskabskreds! Ti i dage som

vore gælder det re t i al sin fylde, hvad gamle Arnold

skjald så såre vakkert siger i „Valdemar den store og

hans Mænd“ :

Vel sligt broderskab m ig huer,

dertil stod forlæ ngst m in hu:

samles må hver sjæl, som duer,

skal ej satan sejre n u !“

Sådanne velsignede ord sendte Laurent mig, man hører

ligesom hjæ rtet banke i dem. Og som ban skrev, så

talede han: altid og altid om det samme, men det