180 / 657
168
trænger til nye træ sko; dem kunde du da nok skaffe
råd til i Jesu navn, og det vil du også, det tro r a dig
retten godt til! “ Det varede ikke længer end nogle
dage, inden liun havde dem, en kom af sig selv og for^
ærede hende dem.
Boesen holdt, i modsætning til mig, temmelig stæ rkt
på Kristjansfelterne, skønt han ikke fattedes syn for
deres skrøbeligheder. Salling derimod huede ham ikke,
og jeg styrkedes i min opfattelse af denne mand med
en så blandet karaktér. Der var desuden kommet noget
dem imellem, da de begge, hver for sig, arbejdede på
en ny slesvigsk salmebog. Jeg kunde her ikke andet
end give U lrik B. re t i hvad han bebrejdede Sallings
salmebog: søgt sprog og overgribende hernhutisme. Jeg
anede m indst det offenlige sammenstød i salmesagen,
der senere tra f ind mellem mig og ham, da jeg sad i
Roskilde-konvents salmekomité, og han tillige med en
anden præ st havde udgivet en slesvigsk salmebog, fuld
af dårlige oversættelser fra tysken.
Afstanden mellem os var den gang stor, det følte
jeg og veg i regelen for den moclne mand; så kom vi
godt ud af det med hinanden. Af og til blev hans over
legne mine mig dog m indre tækkelig. S traks i først
ningen „tog han sit am tsgesicht p å “ og udspurgte mig
om min kristne tro ; den ting var im idlertid snart klaret,
i hovedsagen var vi fuldstændigt enige. Men så be
brejdede han mig den lette, måské lid t overseende tone,
hvori jeg kunde tale med m it søskendebarn Hanne; det
fandt han var et skår i den agtelse, der skyldtes ikke
hende, men ham. „Jeg må dog,“ sagde han i sit brudne,
halft højtidelige mål, „lade dig vide, a t du tale r med min
kone!“ Ved ordet „min“ førtes højre hånd udtryksfuldt
til brystet.
Mit andet søskendebarn, M a r ie Boesen, var på
alder med mig og den næstyngste af søstrene. F ra
barns ben havde vi omgåets som søskende, en sommer,