183 / 657
171
og hyllede det om hende. En drossel slog i det fjærne,
vi standsede og lyttede, sam talen døde hen i sagte,
hviskende ord; var det ikke, som hele naturen hviskede
med? Men ordene gør det ikke altid, der hvilede en
duft over de øjeblikke, jeg ikke glæmmer: „det var den
gamle historie, og dog bliver den evigt ung.“
Yi fulgtes ad op i det hus, hvor Boesens bode, jeg
sagde farvel til Marie, og idet jeg stille gik forhi Ulrik
og Hanne Boesens sovekammer, hørte jeg ham sige til
sin kone: „døren gik, dér tro r jeg de endelig kom!“
Så søgte jeg hjem til min egen bopæl, et par gader
derfra, sad længe i den sommerlyse nat ved det åbne
vindue med piben i munden og kastede mig omsider på
sengen, sove kunde jeg ikke. Der var for megen hede i
blodet, den søde smerte, tvivlene med håbene undte
mig ingen hvile.
Jeg var nu i en sindsstemning, hvor ensomhed og
den store, stille natu r virke så velgørende. „Jeg gik
mig ud en sommerkvæld at høre fuglesang, som hjærtet
kunde rø re “. Jeg smed mig på hesten og lod den kravle
op ad de stejle, vejløse, kratgroete hanker i nærheden,
hvor kilden i småfald banede sig vej ned efter gennem
kløfterne; en indre uro drev mig. En nat stod jeg og
så ufravendt hen mod røgen og ilden i det fjærne, et
luehav, hvoraf selv himlen glødede; lyngheden var kommen
i brand, og mere end den var kommet i brand.
Kun alt for hu rtig t skred det par uger i Løgum,
og jeg m åtte rive mig løs. Vort farvel var tilsyneladende
let, ja skæmtefuldt, også tan te Boesen rejste med. Men
da så tan te i Haderslev skiltes fra mig, da jeg var alene
med min lille hest, følte jeg mig greben af usigeligt
vemod; jeg var nær ved a t hulke højt. Jeg holdt under
vejs ved en kro, hvor hesten fik en visk hø, mens jeg
gik ind i krostuen. Konen sad og spandt, hendes dreng,
en lille, rødmusset purk, gav sig i lag med mig, og jeg
legede med ham. Ved bordet sad et par bønder i dyb