HammerichEtLevnetsløb

177

sten, diakoner og diakonisser, brudt, uddelt og nydt

knælende af alle på én gang, derpå indviedes og ud

deltes vinen; stille passionssange ledsagede den hellige

handling, der sluttedes med fredskysset og velsignelsen.

B landt nadvergæsterne fandtes ikke få af moders ven

inder, og det var mig, som om hendes forklarede ånd

var med til stede, skønt jeg endnu in tet kændte til den

gamle kirkes forestilling om alle helliges samfund ved

Herrens bord. Det blev et af de øjeblikke, jeg ikke

glæmmer.

E fter et nyt, men ko rt ophold i Vonsild indskibede

jeg mig med velfyldt madkurv hos en skipper i Kolding;

8 dage m åtte vi ligge på søen for havblik og under

holdt os imens med lid t læsning og de bekændte „skipper

løgne“. Skipperen, en lystig broder, kunde diske op med

dem, især da en gammel Jyde hørte på med åben mund

og tog alting for gode varer. E

hel dag havde vi Kulien

lige for os. Det var det første gråbjærg, jeg havde set,

og kastet hen i havet med sine skarpe former og skovene

hilsede det mig ligesom fra det høje Nord. Jeg kunde

ikke blive mæt af at se det.

Ved Helsingør fik passagererne landlov, og vi

spaserede på vejen til Hellebæk. Med ét hørtes skriget:

„en gal tyr, en gal ty r!“ En dame havde vi med os,

hun græd og jam rede, men en forstelev, søn af H. C.

Ørsted, og jeg hjalp hende op i et træ , selv blev vi

stående neden for som mandige riddere. Tyren brusede

fræm, da styrtede folk til fra flere sider, og faren blev

afvendt. Det blev det sidste æventyr på rejsen.

S tæ rkt havde den i mange måder virket på mig,

det var som jeg var bleven flere år ældre. En eneste

rig tanke fyldte hele min sjæl og gik som en rensende

strøm igennem den. Med mere alvor kæmpede jeg mod

ungdommens arvesynder, onde lyster, urene tanker.

Stille, ligesom indeklem t i mig selv var jeg, og intet

menneske anede den indre kamp, men han, som så den,