HammerichEtLevnetsløb

mindre hyggelig tid fulgte herpå, jeg gik og drev og

gad ingen ting, også det blev omsider overvundet.

Rationalismen i dens daværende skikkelse har al

drig noget øjeblik fristet mig. Både den tro, der var

mig indp ren tet fra

barns ben, mine omgangsvenner og

hele min n a tu r havde pan tsret mig godt. Rationalismen

var flad og fad, og ved det fade vendte alt sig, der var

inden i mig, så jeg følte kun væmmelse.

Men hvad kunde universitetet da byde mig? Den

af professorerne, for hvis læredygtighed jeg havde størst

agtelse, var C la u s e n , og ham så jeg i det lys, kirke

kampen kastede på ham. I hans udlægninger af det nye

testament sporede man endnu overalt Rationalisten. At

noget dybere alligevel arbejdede i ham efter Schleier-

m^chers forbillede, a t han stod en del over rationalismus

vulgaris, kunde hverken jeg eller mine venner den gang

få øje for. Men jeg véd, at jeg, trods modsætningerne,

uvilkårligt følte mig tiltrukken af den skarpsindige lærde

med det ædle, fine åsyn. Senere i mit liv kom jeg ham

nær og blev ikke skuffet.

P. E. M u lle r foredrog systemerne usikkert og fam

lende og på sin stille måde, som hans tilhørere ikke

kunde finde sønderligt behag i. For manden som nor

disk lærd bøjede jeg mig dybt, hans sagabibliotek, kri

tiker over Sakse og Snorre gav mig en rigdom af kund

skaber, og hans sproggranskninger ligeså. Hin tids lære

bøger i moralen, hans med, havde ellers for mig meget

frastødende, deres „dyd“ og „pligt“ summede mig ideligt

om ørene, så jeg næsten fik lede ved de ord. Ikke des

mindre blev jeg alligevel tilta lt af partier i hans moral

når de, undertiden endog temmelig stærkt, stødte op til

sproggranskning.

Tonen og stilen i hans apologetik

havde ligeledes det ved sig, hvori jeg kunde være enig.

Men det var så det hele.

J e n s M ø lle r havde på grund af sit „teologiske

bibliotek“ fået et ikke ringe navn hos dem, som ikke

181