195 / 657
den er mere værd end det !„ Så lidt kom universitetet
mig i møde, at det nær havde gjort mig kold for al
teologi; det samme var jo i sin tid tilfældet med Myn
ster, som han fortæ ller i sit levnet.
Vilde jeg nu være hu rtigt færdig, måtte jeg tage
m a n u d u k t ø r , og det blev den senere biskop Lautrup,
en elskværdig, meget dannet mand.
Kærlighed til
teologien i hin tids herskende form fik han mig dog
ikke indgivet, heller ikke gjorde Kuinoel og Rosenmuller,
det. Jeg læste deres kommentarer og kollegiehæfterne
flittigt igennem, læste hvad man krævede til eksamen
fik en del kundskaber og var dermed til freds.
N e a n d e r s kirkehistorie og et par kommentarer
af T h o l u c k havde fader købt til mig. Neanders fromme
sind og lærddom aftvang mig dyb ærbødighed, hvorimod
hans tågede og meget formløse fræmstilling kun i rin
gere grad gav mig det billede af kirkens historie, jeg
følte trang til. „Hans personer“, har en engelsk lærd
sag t, „er ossianske ånder; himlens stjærner skinne
igennem dem, men vi se ikke de ægte menneskelige træk,
mens de glide fræm for os.“ Mere gavn havde jeg af
Marheinekes reformationshistorie.
Og Tholuck, han var mig en mand, hos hvem lær
dommen ikke tyngede åndens flugt, ham kunde jeg
bruge. Hans udlægning af Rom. 8 om alskabningens
suk lagde jeg til grund for en afhandling, jeg forsvarede
ved disputérøvelserne, og den hele her udtalte fore
stilling slog dyb rod i min sjæl. Jeg har hørt det smer
tens suk, når høstens storme hvinede og bladene hvirv
ledes bort, og når der ved solfald eller i nattens stilhed
med ét gik et sukkende sus gennem skovens kroner;
når bjærget sprudede ild, og duen våndede sig under
høgens kløer. Jeg ligesom læste det i det pinte dyrs
bristende øje, i ormen, der vred sig under min fod.
Og jeg har hø rt det fra menneskehjærtet i dets åndelige
og timelige nød, fra alle tider, alle slægter; og fra mit
183