201 / 657
189
hvor jeg blev nøjere kændt med hans moder, en skipper
enke og en trofast sjæl, der stred sig igennem trange
kå r og hélt ofrede sig for sit eneste barn. Naturligvis
havde hun ikke kunnet give ham nogen fin opdragelse,
jævn var hun i sind og skind og snakkede endnu sit
Flensborger-dansk. Hun så ham stige fra trin til trin
og endte sine dage i hans hus.
Af og til havde vi et tarveligt g ild e , gærne hos
L au ren t, hvor de unge spillede mester; så måtte der
skillinges sammen, Laurent var aldrig ved penge. Det
var ellers hele hans families svage side, og faderen måtte
tit op hos kongen og udbede sig et gratiale. En gang
havde han ved den lejlighed en tyk guldkede over vesten,
hvorfor kongen ytrede, han måtte dog vel ikke være så
meget trængende. „Ah, votre majesté,“ sagde den gamle,
„gela ne fait rien, c’est seulement l’ordre de la misere!“
Men hvor yndig viste Laurent sig ikke, også når
han var i en sådan lille forlegenhed med en klatgæld!
Han så en lige ind i øjnene og had så troskyldigt, at
ingen kunde sige nej, jeg i det mindste ikke, skønt fader,
af grundsætning, holdt os knåpt og krævede regnskab
for vore lommepenge. En dag fortalte han med en
stemme mellem skæmt og gråd om boghandler Reitzels
karl, der ikke tu rd e forlade ham, inden han betalte de
skyldige
25
Rdlr.; „mit hele eje,“ sagde han, „var
da 8 Sk.“
Ved gilderne havde vi megen morskab af Laurents
brodér, der skuffende gengav Dyrehavsbakkens støj, lire
kasser, tyrkisk musik og trompeter, hver stemte i sin
tone; også af Martensen. Han kunde ypperligt efter
ligne andre, navnligt „give os en Johansen“ ; det var en
den gang fræmragende Rationalist, præst ved Petri kirke,
ellers lidet præstelig i sin færd. Martensen brugte dertil
en rationalistisk ramse og bag efter som salme en
tysk burschevise: