206 / 657
194
museerne i hele Evropa. Thomsen, en ven af fader,
modtog mig altid her inde med mere end sin alminde
lige artighed.
Det er ingen ra r ting på én gang a t blive hjemsøgt
af forskellige ånder, selv om det er gode ånder. Jeg
tørstede efter et almindeligt overblik over de spørgsmål,
der stod for mig, efter et grundindtryk. Så ligger det
i min n atu r endnu, når jeg finder mig over for et nyt
æmne eller også nyt skrift; jeg kan formeligt lide af
feher, inden jeg får det foreløbige indtryk og stemningen,
der følger det. Fø rst da kan jeg give mig af med
enkelthederne, og de skyde lid t efter lidt fræm fra for
skellige sider ligesom iskrystallerne, tit langsomt nok,
mens jeg lever i æmnet og gennemlever det. Man vil
altså forstå min tilstand, jeg tørstede og tu rde ikke
drikke. Men jeg tog mig sammen en stund med magt:
først eksamen fra hånden! Og jeg havde godt af den
lille selvovervindelse.
Naturen var og er mig en uudtømmelig kilde til
nydelser; blot en frodig vedbendranke og et stykke blå
himmel er mig nok, og også storm og regn kan jeg
bruge. Ingen smuk sommerdag gik derfor hen uden en
udflugt, hvis jeg ellers kunde slå mig løs. Yi vandrede
da ud til fods i Søndermarken, i egnen langs sundet;
det nødvendige til et lille måltid førte vi med og en bog
i lommen, gærne en af W alter Scotts romaner.
Snart var jeg sammen med kamm erater, snart
med min broder Martin, jomfru Prelm, der om sommeren
gik med hamborgsk schåferhat, og etatsråd Thomsens
døtre, „traverne“ kaldte Martin dem. Hun forelæste
godt og viste sig i det hele ved sådanne lejligheder fra
den elskværdigste side, n år vi kun tog os i vare for at
gøre løjer med hende. I længere tid havde hun styret