204 / 657
192
man i hine tider, hvis man ikke vilde leje en hel vogn.
Grunde og modgrunde køres op, en halv time har gået
hen med denne lydelige sagføring, og fruen ha r imens
siddet tavs. Med ét udbryder hun: „jo, Bornemann, du
skal g å!“ „Synes du det, moder,“ svarede han, „så vil
jeg også gøre det,“ tog på stedet h a t og stok og travede
af sted til København.
En enkelt gang faldt han helt ud af folderne, når
punchen næmlig kom på bordet.
Ungdomsminder fra
klubtiden levede da op, og han talede om P ram og om
Bahbek, der kunde drikke dus selv med de yngste
studen ter og sidde i deres kreds ved „det fyldte glas og
sangens raske to n e r“. Derpå sang den gamle konferens
råd selv med sære fagter og en gyselig stemme „jeg
vandrer fra by og til by“, „hvi ro ser man så vore
fædre“, eller andre gamle drikkeviser. „Ja fader,“ sagde
den ældste af sønnerne, „nu er du rigtig fornøjet! E r
det ikke sandt, hvad der står i visen?
Glæden er lig en tømmersvend,
som på et væ rtshus m an finder,
og som, idet han farer hen,
kysser os øm t og forsvinder.“
Således var vor daglige omgang, i mange måder
vækkende og tiltalende, vi dannede en egen lille kreds
for sig, til lykke dog ingen klike, dertil var vi for få og
hver for sig for selvstændige. Når jeg genkalder mig
hin „fagre ungdoms“ tid — 5, 6 år —, knytter den sig
væsenligt til ét sted, som blev fællesmødestedet, det
inderste af de to værelser, vi brødre havde på anden
sal. Det var m un tert og solbart og vendte ud til slots
pladsen, der nu ikke længer lå i ruiner. En sofa, et
par stole, en læsepult var den hele synlige herlighed, og
tobaksdampen hyllede den endda i tæ tte tåger. Borne
mann tog gærne plads på den høje kontorstol, drejede
sig rund t til højre og venstre og talede herfra til det