202 / 657
190
Qa, ga g e sc hm au se t!
L asst uns nicht rappelkøpfisch sein,
w er n ich t m it hauset,
der b leib ’ daheim !
E d ite, bibite, collegiales,
p o st m ulta sæcula pocula nulla!
Alt dette blev deklam eret og sunget med johansensk
patos og hilstes med jubelråb.
Ved disse sammenkomster blev naturligvis også
sunget danske sange, især fædrelandssange „vift stolt på
Kodans bølge“, „Danevang“ ; men tyske viser vilde den
ene side, de ivrigste Danske, slet ikke tåle. Derimod
stred nu Martensen, født i F lensborg og aldrig sønder-
ligt ivrig for den nordiske sag, og desuden min broder
og jeg, der ellers var ivrige nok. „Man kan vel,“ sagde
vi, „synge en tysk sang, fordi man har et ærligt dansk
h jæ rte.“ Det vilde de andre ikke gå ind på og kaldte
os for spøg Germania; så hed et selskab af studen ter
ved Sorø akademi, der rimeligvis kom fra Holsten eller
Slesvig. Det er det første spor, jeg har oplevet, af den
spænding mellem dansk og tysk, der blev så rig både på
løftende og pinende minder.
Underligt nok skulde min
stilling den gang være mellem Tyskerne.
Martensen bragte sin ven med, den ældste B o r n e -
m a n n , hvis navn siden fik lige så god en klang i lov-
kyndigheden, som Martensens i teologien; også han blev
en daglig omgang for mig og min broder, der nu voksede
til. Han var en af de skarpeste dialektikere, jeg har
kændt, end ikke Martensen kunde hamle op med ham,
dertil var han et vittigt hoved og spekulativt begavet.
Om han end af og til kunde vise sig hoven og strids
lysten, komme med sine kraftudtryk, så man helst i tide
tra k sig tilbage, inden kampen blev for hæftig, holdt vi
dog af ham, og jeg tror, han igen af os. Mangen søn
dag efterm iddag spaserede vi ud med ham og Martensen,
efter at de havde spist hos os.