208 / 657
196
a t gå i hendes stikkelsbæ r, straks var hun ude og
passede på. En aften, husker jeg, havde nabokonen ført
sin mødding over på hendes g rund ; hvor hun blev
rasende og for hid og did! „Sådan svinesti, sådan t et
hovedvandsæg, lægge sit møg på mig! Hun er dog en
uforskammet kvinde! Det er nu inte for det, men jeg
kan ellers skaffe mænner, oldermanden og en anden
mand, og landko rt for hvad som der er min grund. Og
så skal jeg sæ tte en skuffe med den likør for hendes
salsdør. Forgi’ folk på den fasong! Føj! Sikken rak k e r
k iste !“ Således blev hun ved i det uendelige. Vi tog
madammens parti, men hele byens ungdom samlede sig
og peb, og nær var det kommet til håndgribeligheder.
Mangen dugsval aften, n å r det dampede fra engene
og malkepigerne syngende kom hjem fra marken, sad
jeg på banken lige over for kirken og betragtede det
vidunderlige spil af farver. Alt så stille, skyerne røde,
de kunde rejse sig op i form af bjærge, stå fast og
skarp t mod himlen
næsten som snealpernes toppe i
aftenglans; og under det glimrende røde fortonede luften
sig med et yndigt, æblegrønt lys.
Det faldt mig <M tit ind, hvad Zeuthen havde for
ta lt om de gamle italienske malere, der fra himlen og
skyerne hentede så mangen m alersk tanke; han viste
bland t andet hen til Rafaels grønlige lufttoner. Og med
det samme kunde med ét Italien stå for mig, mine
længslers og drømmes land.
„Kennst du das Land, wo die Citronen b liikn?“
Men en smuk aftenrøde har for mig endnu ikke
ta b t sit trylleri.
Ikke sjælden gik jeg ene ud med Steffens’ „Indled
ning til Philosofiens Studium“ og strak te mig hen på et
af de fløjlsbløde mostæpper i skoven. Hans løftende
tan k er fyldte min sjæl, og var jeg træ t af læsning, hvilede
jeg ud i naturen, så omkring mig og ly ttede: fuglenes
sagte kvidder, den rislende bæk, suset i træ ernes kroner,