214 / 657
202
dæmonsk vild, liavde tag et mig hélt; „Meister M artin“,
„Elixiere des Teufels“ havde jeg slugt. Ved denne tid
var mæslinger en omgangssyge, min broder lå af dem,
og også jeg m åtte lægge mig. Sygdommen var ikke
farlig, den tvang im idlertid til stilhed og sysselløshed.
Så indfandt de f a n t a s t i s k - d i g t e r s k e s t e m n i n g e r
sig selvbudne, især når jeg egenlig skulde døse hen efter
bordet på min seng i halvmørke, omskanset af skærm
b ræ tte r; halft lå jeg da i dvale og halft i vågne drømme.
Det var m est en efterklang efter Novalis og Hoff-
mann, koffmahnske skikkelser dæmrede fræm som i en
tåge. „Ha, hvo der fløj afsted på vindens vinger,“ kunde
det a tte r og a tte r synge inde i mig; jeg famlede efter
ord til at fastholde denne stemning i et fantastisk digt,
og fandt dem ikke. Også en sang af Gothe fulgte mig
s ta d ig t:
D ort oben auf jenem Bei’ge
da steh.’ ich tausendm al,
an meinem Stabe gebogen,
und schau hinab in das Thal.
P å et æventyr i samme fantastiske stil grundede
jeg længe, det skulde hede „Æventyret på Kulien“. Jeg
vilde heri skildre min indre tilstand, hvor jeg ikke kunde
få fat på det re tte midtpunkt, mit egenlige jeg, og der
for ravede som i en rus, snart hid og snart did. Teo
logien, hin tids teologi, som jeg måtte igennem, skulde
fræmtræde under billeder hentede fra det døde stenrige
med dets troldeverden, poesien under billeder fra det
letbevægede, uendelige hav, havfruer, undiner. Lyst til
det ene skulde i mig kæmpe med ulyst til det andet,
men hvile kunde jeg ikke finde nogensteds og tu rde
ikke hengive mig hélt til noget. Derfor stirrede jeg så
tankeløst ud i luften og tab te mig i øjeblikkets nydelse.
Alt dette skulde skildres.