HammerichEtLevnetsløb

208

blev bo rte for mig. Tankerne om en s e l v o p d r a g e l s e ,

som ikke var mig fremmede, gik gærne i en anden

retning.

Mellem os to brødre og f a d e r stod heller ikke alt

just, som det burde. Han sad for det meste hjemme

og var ikke medlem af nogen anden klub end skyde

selskabet, om aftenen læste han i sin avis højt for jom

fruen; til adspredelse tjænte hans aftenselskaber. Man

fik et par retter, en god vin, men skål og skåltaler var

endnu ikke i brug. Fam iijens ungdom klagede ellers

over, a t hu set også i det ydre havde ta b t ved moders

død; dugen var ikke så pæn mere, og snapseglassene

bievne så små. Ved disse selskaber tog han nu stad igt

hensyn til hvad der kunde være os til gavn. Derfor

indbød han åndrige mænd, som Thomsen ved museerne,

billedhugger F reund ; også gamle H o r n s y l d kom tit hos

os, en ualm indeligt livfuld, meget talende jydsk præste

mand, fyr og flamme. Første gang, jeg så ham, var i

et selskab, hvor han tråd te op og med bevæget stemme

fræmsagde „morgenvandring“, et af Oehlenschlågers

dejligste digte.

Han havde sine svagheder. „Har De så købt min

nye bog?“ spurgte han en tid meget ivrigt, selv midt i

sam talen om andre ting; bogen var „Opbyggelige B etrag t

ninger over B iblen“. Piben m åtte vi stoppe ham med

vor tobak, inden han gik, og han tændte den og røgte

ned ad trapperne, men når han stod i porten, gik den

med ét ud; så puttedes det fyldte pibehoved i lommen.

Onkel Boesen, hos hvem han ligeledes kom, kunde en

gang imellem friste ham , idet han bød ham den ene

pris oven på den anden, blot for a t se, hvorledes den

senest modtagne blev gæmt mellem fingrene og til sidst

hemmeligt p u tte t ind i Hornsylds dåse.

Hornsyld

snakkede med sig selv og trode, ingen hørte det. En

aften gik han ned ad trapperne hos Sibbern og var v re d :

„her kommer jeg s’gu ikke mere!“ mumlede han. Vi