222 / 657
210
kærligbed til os havde i al sin uiniddelbarhed grebet
det rette. N år Thomsen med megen livlighed skildrede
et af de nyeste oldsagsfund, så man ligesom så det for
sine øjne, når Freund fortalte om sin kunst, livet i Rom,
Thorvaldsen, da lyttede jeg til med glæde og blev til
gengæld selv meget meddelsom. Fader var i det hele
rundhåndet til alt, der efter hans mening kunde fræmme
vor åndelige udvikling.
Men om hvad der fræmmede den, var han og vi
vist nok såre uenige. I hans om talte regler for vor op
dragelse, hvis han skulde falde fra, heder det: „Lige
som det er min faderlige vilje, a t mine børn ej engagere
sig i krigsstanden, således følger det af sig selv, at de
ej falde på den urimelighed, a t ville søge lykke som
skuespillere, der vel kaldes kunstbrødre, men er det
dårligste broderskab, jeg kænder.“ Det var ikke blot
skuespillere, han havde så meget imod, al æstetik,
kunsten i det hele var ham en fræmmed ting. Hans
syn på livet var trangt, fra anno 1790, altid spurgtes
om ny tten: „hvad gavn gør nu kunsten med hensyn til
det ene fornødne; kan nogen sige mig det, skal han have
ta k .“ Studeres skulde der for levebrødets skyld, noget
højere timeligt mål kændte han ikke.
Tog vi til genmæle, satte han gærne det han kaldte
et „syrligt ansigt“ op. Og vi talte ham tit imod, det
gjorde vi ikke u ret i. Men vi angreb ham desuden
skarpt, ja hånende i andres nærværelse, spottede ad det
„Kristjansfeltervæsen“ , skønt jeg til sine tider kunde
blive rød på hans vegne og helst vilde kaste slør over
hans svagheder. Angrebene lod han sig roligt byde og
fattede næppe brodden i dem, så hildet var han i sin
mening, så lidet pirrelig, næsten for ydmyg af natur.
Han blev ved sit: „ja, hare du nu ikke går hen og
bliver mig en æstetiker og generaldagdriver! Sådan
en Hans W u rst og nar, han fortjænte sandelig et godt
k ly ster!“