223 / 657
211
„Hvad folk vilde sige“ var alt for ofte hans måle
stok for det rette, enhver „u ltra “ var ham imod, altså
kirkekampen med og Grundtvigs og Lindbergs stilling
til den. Det gik især ud over mig: „det skal nu altid
med dig være så hård t og gennemsættende og nordisk
å la Grundtvig!“ Så gjorde han lidt nar ad „broder
Ley og broder L au ren t“, „Ley han ser jo ud som en
eddikebrygger!“ Min broder slap her lettere, han kom
efterhånden i andre forhold og tab te en del af sin ung
dommelige iver.
Men ham især gjaldt så igen formaningen til ikke
„at være for frisk på det og prøve, hvor vidt man kan
gå, til a t være mådelig i nydelser,“ skønt hverken han
eller jeg havde noget hang til at skeje ud. Fader kunde
blot ikke glæmme den aften, han sad oppe efter ham,
mens Martin gjorde en skovtur med sine kammerater,
og hvor usædvanlig høfligt han så kom ind ad porten,
uden h a t på. De havde næmlig i mørke slået ham den
af hovedet undervejs. Som sagt, det glæmte fader ikke
og skrev et par, som han mente, satiriske vaudeviller
om skoledrenge og studenter; det trode han, skulde
hjælpe, og han læste dem med fornøjelse op for os, sang
derved melodierne til. Vor spodske latte r bed slet ikke
på ham : „ja, I ler, men sandt er det ligefuldt! E fter
en snes år lad os så tales sammen, så er I klogere og
vil give mig re t i meget!“
Fader var altid bange for „store ord og fedt flæsk,“
talte derfor gærne småt om os, ja fræmdrog med flid
vore mindre gode sider, og det i andres påhør. Det var
lige det modsatte af hvad tan te Boesen gjorde mod sine
børn, naturligvis var vi ju st ikke glade herved, og det
gav en spænding. Det hele var dog småting og gik
aldrig til yderligheder, da en virkelig kærlighed bandt
os sammen. Vi følte i bædre øjeblikke, hvad vi var ham
skyldige, og han var i grunden glad ved os, overså meget
og overøste os med foræringer. „ Ja ,“ sagde han til en
14*