229 / 657
217
om dansken i Slesvig, N. M. Petersens nordiske sprog
historie, de gamle love, Henrik Harpestreng, rimkrøniken,
Rasks islandske og Grimms tyske grammatik. Min
ellers endnu a lt for fantastiske natur fandt tilfreds
stillelse selv i det tørreste sprogstudium. Jeg måtte
skaffe mig et slags forestilling om, hvorledes vort s p r o g
havde ændret sig i tidernes løb, når hovedordets be
stemte artikel, gærningsordets lideform, forstavelsen „he“
o. s. v. var komne ind i det; grublerier her over holdt
mig mangen nat vågen. Og jeg kændte dog ikke en
gang ordenligt til begyndelsesgrundene i nordisk sprog
lære, drev også det hele lidt hemmelighedsfuldt.
Professor R a s k var vendt hjem fra Indien, til
den udmærkede mand vovede jeg mig imidlertid ikke
for nogen pris. Man véd, han bragte en sygdom med
fra rejsen, der alt for tidligt endte hans dage, den
ytrede sig nu også i en stor mistænksomhed, og blandt
andre blev jeg genstand for denne. Når jeg, som jeg
havde lov til, færdedes inde i universitetsbiblioteket, så
jeg ham dukke fræm bag en reol, nu hist. nu her, og
spejde efter hvad jeg gjorde; han kunde formeligt stille
sig på lur.
Det blev derfor en anden sprogkyndig, jeg tyede til,
kandidat L. M ü lle r , den så kaldte ebræiske Müller:
a tte r et af disse elskelige, oprindelige mennesker som
Laurent, kun virkelig lærd tillige og med store ævner
til folkelig fræinstilling af historien. Kristendommen og
fædrenelandet med dets sagn og minder, oldnordisk og
oldengelsk var det, han levede for. Han kaldtes bort i
sin kraftigste manddom. Oppe gik han længe og lod til
at være munter, kom med disse morsomme citater fra
Holberg, som han halvvejs kunde uden ad, ja så endog
blomstrende ud; men han bar på døden. En uges tid
inden han døde, nu for tyve år siden, sad han i min
stue, tilsyneladende frisk. Vi talte om Rusland og de
politiske forhold: „ja den bitte Nils Povlsen,“ sagde han