234 / 657
222
et vindue i Nyboder, med træ et og de vrimlende olden-
borrer. Og jeg var med og sang første bas ved stu
denternes fakkeltog, mens fader som formand for de 32
ved samme lejlighed mødte ved bove og holdt taler i
fuld stads, med chapeaubas, knæbukser, sorte silke
strømper og sko med store spænder.
Ud på høsten 1830 var der selskab en søndag aften
hos fader, hvor bland t andre Lorens Kilde var indbudt;
han kom lige fra Belgien med friske rejseindtryk og
fortalte om frihedsrørelserne og det konstitutionelle liv
dér. „Det vil gå Evropa ru n d t“, sagde han, „pas kun
på; også vi kan vænte det med det første!“ F lere
rystede på hovedet, „ja,“ vedblev han, „jeg tø r da måske
være sikker på en plads i Deres venlige hukommelse,
når det mælder sig!“ Jeg lyttede til, ikke ubered t; den
følelse for manddom og folkeære, der så a t sige var mig
medfødt, var min beredelse.
F ra det øjeblik blev jeg f r i h e d s m a n d med liv og
sjæl. Friheden alene, tænkte jeg, kan løfte en folkeånd
til dåd, og i den dagbog, jeg holdt, fik nu også politiken
sin plads. Den gang og endnu længe efter stod G rund t
vig på et hélt andet stade, han vilde frihed, men ene
vælden ved siden deraf; det var unatu rlig t for en ånd
som hans og blev også forladt 1848. I et eget lille
skrift 1831 kaldte han julirevolutionen for „de parisiske
gadedrenges optøjer i hundedagene“, og alle hans venner
fulgte barn, kun ikke jeg, i så fald måtte jeg have op
givet mig selv.
Den første tid efter min eksamen søgte jeg i leje
biblioteker og romaner oprejsning efter den lange faste.
Jeg mældte mig ind i studenterforeningen, hvor ellers
ingen af min nærmere omgangskreds søgte hen undtagen
Zeuthen. Lørdagaften ved glassenes klang vilde dog
ikke re t smage mig, skønt der også holdtes foredrag og
jeg kunde træffe en eller anden, det nok var værdt at
underholde sig med. For mig var og blev det et slags