231 / 657
219
natten kæmpede med morgenrøden; i dette lys lignede
København ikke sig selv, det var, som gjorde jeg en
rejse og var kommen til en vildfremmed stad. Også
senere ha r jeg skaffet mig den nydelse.
En yndlingsplet blev kirsebærgaugen mig hen ad
Langebro til, med fræmspringende pynter og prægtige
træer, der dyppe sig i vandet. Her var ensomhed og ro,
de små rørsangere kvidrede, fiskene hoppede op i vandet,
og mangen eftermiddag vandrede jeg derhen, tog plads
i græsset, nede ved stadsgraven, studerede min dogmatik
eller moral, og blev siddende til sol gik ned. Nu og da
gjorde tanken dog en lille udflugt fra bogen til det
smukke landskab og fræmtidsplanerne. Det svævede for
mig, a t jeg måtte og skulde blive dansk skribent; om
ikke for andet, så fordi jeg, bædre end de fleste, vidste,
hvad der var oprindeligt og ægte i vort modersmål.
Men den frejdige stemning kunde hastigt afløses af tvivl
på mig selv, så hele mit liv forekom mig som en stor
fejltagelse. N år jeg da stod ved stranden, hvor høstens
storme ruskede i træerne og måger og ravne flokkedes,
stod jeg, hvor jeg hørte mere hjemme.
Jeg havde taget mig et slags ferie i et halft år, des
ivrigere greb jeg fat om vinteren 1829—30. Langt ud
på natten hang jeg over bogen og var med det samme
sygevogter for vor lille „Pasop“, der havde brækket benet.
Jomfru Prehns sorg over den rørte mig, den var virkelig
følt, skønt som altid tillige overspændt og selvgod først
og sidst. Hun satte sig hvert øjeblik om dagen hen til
den. „Hvor du var venlig imod mig, hver gang jeg kom
ind, logrede du og slikkede mig! Jeg skal også miste
alt, jeg har kært, verden er mig som en stor grav! Og
det kom sådan med ét slag! Stakkels, stakkels lille
Pasop! Jeg trænger til kærlighed, meget, å så meget;
og nu er jeg hélt fo rlad t!“ Hun kyssede og klappede
den. „Jeg skal aldrig glæmme dig, og skal sætte mig
herover om formiddagen og græ d e! En sød, lille dreng,