235 / 657
223
æstetiserende driveri, og efter et års tid mældte jeg mig
ud igen. På offenlige steder, hos konditore, på billard
huse, faldt det hverken mig eller min broder nogen sinde
ind a t vise os.
Mine kundskaber vilde jeg gærne holde gående, jeg
vidste, hvad de var værd. En del kandidater, deriblandt
Zeuthen og Laub, enedes om at studere de græske fædre;
længer end gennem Justins apologier nåede vi imidlertid
ikke. Men i Homér læste jeg en del, og Herodot
gennemgik jeg på græsk med min broder og fætter Emil
Boesen. Havde jeg i skolen holdt af den gamle saga
mand, vandt jeg ham her endnu langt kærere og skaffede
mig desuden gode kundskaber til et vigtigt stykke af
historien ; vi søgte oplysninger overalt, hvor vi kunde
finde dem. Færdigheden i at tale latin vedligeholdtes,
idet jeg, min broder, Martensen og Bornemann trådte
ind i Madvigs disputérselskab; til Lyceum har jeg der
imod ikke søgt adgang.
Det første og sidste blev mig løsningeu af den liv s
o p g a v e , der ideligt havde pint mig, nu kunde jeg ende
lig helt hengive mig. „Vor livsopgave,“ skrev jeg i dag
bogen, „svæver for os som en elsket brud, hun vinker
og kalder og hører ikke op dermed, før vi synke hen i
hendes søde favntag.“ Teologien blev skudt til side, det
var forholdene ved universitetet skyld i, som jeg har
skildret dem. Alt gjaldt udviklingen af mine grund-
drifter til digtekunst og historie, og i så henseende til-
trode jeg mig selv ikke lidet.
Studieplanen udkastede jeg alene og rådførte mig
kun i enkeltheder med en og anden. Fader lod mig i
førstningen gå min gang, siden blev han noget ængstelig
over, hvad dette måske kunde lede til, og holdt så
jævnligt sm åtaler om gavnligheden i en fast livsstilling.
Dem ænsede jeg dog kun lidet og afviste ham kort,
jeg vidste, han forstod sig ikke på en oprindelig naturs
krav; nej, havde moder levet, vilde det været en anden