240 / 657
228
I den livsfattige verden,
under polens solkugle,
åbner du det for mig,
din ringeste fostersøn! —
Dér hviler den på ismarken,
din ungdoms førstefødte,
kæm pesto r!
Ha, da den tum led sig
mellem tu sind brødre,
i palmelunde,
på badepladsen,
ved Sibirs floder!
I din elskovshede ungdom,
da en glødende himmel
favned jorden,
og hun udånded sin kærlighed
i en plantefylde,
som blussed og blomstred
og svangred luften
ved polhavets bredder;
mens markens dyr
i kæmpestorhed
trængte sig igennem
de duftrige, dæmrende Nordens skove
Den tid er omme
og din livsavlende fyrighed med den;
du bo rtsukked den i en tårestrøm ,
da syndflodsvandene bruste,
og kulden kvæler nu her
din blomsterfylde. —
Men et minde du gæmte
om din ungdoms elskov.
I nordpolens isfjæld,
hvor hvalrosser slæbte sig
døsigt hen over
den urgamle broder