239 / 657
227
a tte r en spire i min sjæl, kun sygnede den hen, fordi
den ikke fik sin pleje. Hvor jeg misundte dem, der
med botanisérkassen sprang omkring ude i Ordrups mose
fra tue til tue og re t svælgede i den yppige planteverden
dér! Jeg gjorde im idlertid, hvad jeg kunde, hørte en
række naturvidenskabelige forelæsninger i de forskellige
fag hos Ørsted, Forchhammer, Zeise, Eschricht, Rein
hardt, Schouw, så mig om i de naturhistoriske museer
og kemiske laboratorier og studerede Schuberts na tu r
historie, R itters fysiske geografi og enkelte af Humboldts
skrifter. Alligevel høstede jeg ikke den gavn heraf, som
jeg gærne vilde, fordi grundvolden fattedes; hvert øje
blik kom det, jeg slet ikke forstod, eller bare halvvejs
forstod.
Ikke sto rt anderledes havde jeg det med S ch el lin g s
navnkundige skrift „dieWeltseele“ og partier af S te f f e n s ’
antropologi; dem studerede jeg ivrigt i, også nu og da
i andre af Schellings skrifter og Jakob Bøhmes Aurora.
É t fattede jeg dog, det store syn på naturen som en
organisme, hvor kræfterne røre sig og kredse efter givne
love. Når jeg holdt enhver tanke om en „vordende
Gud“ og det „alt-ene“ (panteisme) borte herfra, blev
det også for mig et af de syner, som kan løfte sjælen.
Naturen, selv den livløse, var mig som en moder, der
levede og åbnede det dybe øje, og jeg læste hende ind
i sjælen, hørte verdenshjærtet slå. Den stemning ligger
til grund for mine n a t u r f i l o s o f i s k e digte fra hin tid,
hvoraf jeg skrev adskillige; jeg meddeler et til prøve:
M a m m u t en.
(Funden i Siberien 1807 af en naturkyndig.)
(Naturgranskeren taler.)
Hellige natur,
så åbner du én gang
sløret, der dækked
din dunkle urtids minder!
15*