238 / 657
226
arbejdede nu til eget brug en lille ordbog over gamle
ord og talemåder, der burde genoptages, den har jeg
haft god nytte af.
Under sådanne sysler gik tanken op for mig om
alle den g o t i s k e stammes tungemål som en oprindelig
enhed. „Den ebræiske Miiller“ førte mig lidt ind i det
a n g e l s a k s i s k e , og på egen hånd kastede jeg mig over
g a m m e l t y s k , Niebelungenlied.
En hel ny verden
åbnede sig, og det var ligesom sprogenes ånder skænkede
mig et hemmeligt stævnemøde. Jeg anede den betyd
ning, disse ordrødder, ordformer m åtte have, grundede
over dem og bragtes herved nær hen til det sprog
historiske studium, der lige var i vordende. Alt i min
skoletid havde Flemmer peget i den retning. En tid
havde jeg lyst til at høre Madvigs forelæsninger om så
danne æmner; for mange ting gærede im idlertid i mig
på andre hold, så det her blev ved anelsen. I ethvert
menneskeliv her nede må mangfoldige spirer slumre og
kan ikke komme videre; ligger der ikke i os alle, selv i
den enfoldigste sjæl, en genius i svøb, som først fuldt
kan udfolde sig i evigheden?
E n g e l s k læ rte jeg på Maribos og N. T. Bruuns
forelæsninger, alene fra historiens side var adgangen til
den lite ra tu r mig en nødvendighed. Nu kunde jeg læse
Byron, Shakespeare på grundsproget, adskillige af den
sidst nævnte digters dram aer læste Laub og jeg sammen;
jeg havde en vis tak t til at slippe gennem vanskelig
hederne og gjorde mig til deraf. Således blev jeg
hjemme i disse storslåede værker. I f r a n s k , hvis lite
ra tu r den gang kun tiltra k mig lidet, hjalp jeg mig re t
godt igennem med mine skolekundskaber; bland t andet
læste jeg stykker af Moliére og Merimées fortællinger.
F ø rst i mine ældre dage blev jeg nøjere kændt med de
franske historikere.
Lige over for min følelse for n a t u r e n stod en brist
på så godt som al kundskab til den. Her lå åbenbart