237 / 657
225
sædelig vilje og omfattede det hele N o r d e n . I den
henseende hørte jeg til „de første svaler“, jeg glæmte
aldrig de svenske viser, min barnepige sang. Med kær
lighed til Norden forenede stoltheden sig, jeg var stolt,
fordi jeg var et Nordens barn, gren på en dådrig
stamme. Jeg kan ikke gøre mig selv ret rede for de
ydre tilskyndelser, der virkede med, vist nok Grundtvigs,
Oehlenschlågers og fræm for alt Eddaernes; men de
mødtes med noget oprindeligt i mig og smeltede sammen
med det, hvorfor jeg slet ikke følte dem som udenfra
kommende. F ra studenterverdenen kom de i alt fald
ikke, jeg kændte og følte for Nordens enhed længe inden
den satte sig i røre. Tilbagetrukkent som jeg levede,
iagttog jeg dette røre kun i frastand og var ikke med
ved studentermøderne.
Tegner skattede jeg, skønt han var mig vel meget
taler, vel blomstrende og ikke nordisk nok; Helge stod
i mine øjne langt højere end Fritjof. Den mandige
G e i j e r derimod og B e l lm a n n tog mig med storm, og
jeg var sikkert blandt de første i København, der købte
og spillede bellmannske viser. Også Stagnell, mystikeren,
kændte jeg en smule til. Dansk og svensk var mig ét
og det samme og begge lige kære, Gustav Adolf og Karl
den tolfte regnede jeg for mine landsmænd som Kristjan
den fjærde, Tordenskjold.
Og nu o l d n o r d i s k , den gamle „danske tunge“,
vort modersmåls moder! Jeg tog undervisning i det af
de dygtigste Islændere, Sivertsen, en svirebroder, men
ypperlig lærer, og den nuværende professor Gislason;
jeg lærte Rasks grammatik, skrev islandsk stil, begyndte
endog på a t tale islandsk. Snart kunde jeg tåleligt læse
min saga, skjaldesproget tiltrak mig ikke, og på det
spildte jeg derfor ingen tid. Med studiet af oldnordisk
hang studiet sammen af de nyere nordiske målfører; alt
fader havde en vis kærlighed til „dialekterne“, men han
så dem udelukkende fra den morsomme side. Jeg ud-
15