236 / 657
2 24
ting. „Det er rigtig nok også et sælsomt træf, a t min
fader skal have en sådan søn“ : disse ord nedskrev jeg
i min dagbog; des værre blev jeg kun alt for tit endog
hård og bidende. Og ban var en føjelig mand, ban så,
a t jeg kun plejede omgang med de dygtigste studerende,
ald rig gik og drev. Også at jeg uden betaling under
viste nu den ene, nu den anden, børn eller voksne,
syntes ban meget godt om. Derfor tav han vel ikke
stille, men fik dog en anelse om noget, ban ikke kunde
råde med; stæ rk t trængte han ikke på.
Tilsyneladende var jeg meget beldigt stille t, uaf
hængig, fri for al tyngende gærning, moden nok til a t
prøve mig på livsspørgsmålene; og en stor udenlands
rejse stod i baggrunden og lokkede. Man véd, a t et
menneske vokser også mens ban sover, og der var vokset
ikke lidet i mig, uden at jeg vidste det. Men er en af
gjort grunddrift en lykke, var min lykke kun halv: jeg
havde to, tre grunddrifter, til historie, digtekunst, teo
logi. De to af disse drifter kæmpede nu inde i mig.
jeg vilde blive til noget i verden og vidste ikke hvad;
kampen blev bæftig, og det blev en storm- og trængsels
tid. T it kunde jeg føle min fuldstændige afmagt, så det
var, som havde jeg forløftet mig på opgaven og m åtte
segne under den; min stolthed bar selv sin stra f i sig
og blev bøjet. At mine venner, med undtagelse af
Zeutben og min broder, ikke syntes at kænde en sådan
kamp, undrede mig. De plejede ellers ikke at gå så
stille med det, der rø rte sig i dem, som jeg.
Jeg tog nu fat på studiet og hørte en mængde
forelæsninger med en alvor, som aldrig før, de skulde
jo løse mit livs gåder; når jeg kom hjem, nedskrev jeg
det hørte. En tid tænk te jeg på a t leve ensomt på
landet som huslærer, i så fald m åtte jeg im idlertid und
være universitetet, og hvor kunde jeg det?
Fædrenelandskærligheden, stæ rk i mig fra barns ben
af, havde for længe siden udviklet sig fra naturdrift til