233 / 657
De ferste kandidatår, forlovelse.
(1830—1834.)
I ap ril måned 1830 jublede jeg over min frihed; i
ju li samme år kæmpede de for friheden i Paris, og
Evropa blev rystet op af sin dumpe rolighed. Jeg mindes
godt, hvorledes den politiske frihedstanke først dukkede
fræm for mig.-
Naturligvis var jeg opfødt i de gængse forestillinger
om enevældens herlighed, skønt tvivl på den af og til
kunde indfinde sig. F ra vore vinduer så jeg Frederik
den sjæ tte med kronprinsessen under armen jævnligt
spasere over slotspladsen, han med sin gamle kasket og
gamle frakke på. Til mine barndomsminder hørte kongens
fødselsdag med springende guldæbler på Gammeltorv og
soldater i hvide bukser; „herskabernes“ komediekørsel
med løbere, hvis hat var en hel urtepotte, og med fakler
gennem de illuminerede gader; tappenstregen klokken
ni, politibetjænte med stokke, voldskytten, hunderakkeren,
vægtere med uniform, kabuds, morgenstjærner og piber,
der på stigen slæbte en fuld kærling til „kammeret“ : og
så alt det øvrige fra den gammeldags verden.
Hengivenheden mod kongehuset var endnu usvækket,
det viste sig, da kongens døtre blev giftede bort til to
danske prinser. København svømmede i lys og glimrede
af transparenter, store og små, lige til det bekændte i