228 / 657
216
I øvrigt førte han et stille, i andre henseender
lykkeligt liv, hædret af sine medborgere. F ra 1824 til
1840 var han f o rm a n d for stadens deputerede borgere,
eller, som m inister Stemann for spøg kaldte dem, „ure
gerlige bo rgere“ ; og kongen udnævnte ham til agent og
ridder. De små adspredelser, han trængte til, fandt han
i sine hunde, sine høns, som han selv fodrede, et mønt
skab og undertiden lotterispil, et parti whist. Ved spillet
havde vi gærne vor morskab af at få ham ængstelig og
ta lte derfor om, a t man burde spille højere, man burde
prøve lykken. Sin bædste trø st havde han i klaveret.
Snart var det en verdslig sang, han spillede med lidt
kroseduller, af og til en selvlavet, og snart var det en
koral. Ofte spillede og sang han en latinsk salme:
F ac, u t possim dem onstrare,
quam sit dulce, te amare,
tecum pati, tecum flere,
tecum sem per co n g au d ere!
Eller en zinzendorfsk salme:
K risti b lod og retfæ rdighed,
ej bæ dre h ø jtid sd rag t jeg véd,
m ed den vil jeg for Gud bestå,
n år in d i him len jeg skal gå!
Året sluttede altid med salmen: „nu takker alle Gud“.
Vi mærkede ligesom en efterklang af de stemninger, der
greb os som børn, n å r moder om aftenen satte sig til
klaveret.
Midt under al teologisk travlhed hjemme og på
latinske skrive- og disputérøvelser, stjal jeg mig alligevel
ikke få tim er til hvad der skulde løse mine livsspørgs
mål, de h i s t o r i s k e og d i g t e r s k e studier. Jeg fort
satte samlingerne til Ansgars liv, udkastede planer til
stø rre digte, gjorde studier af menneskelige tilstande og
karakterer. En tid sad jeg fordybet i Werlauffs skrift