227 / 657
215
E t andet forhold plagede fader ligeledes mer end
det burde: dagligt overhæng af nødlidende, både værdige
og uværdige, og blandt andre flere af hans søskende.
G o d g ø r e n d e var ban efter en stor målestok, des oftere
tyede man naturligvis til ham. Jeg har gæmt enkelte
af de mærkeligste breve, han fik, og skal meddele et af
dem. En ham helt ubekændt underordnet æmbedsmand
havde hø rt om min broder, der en dag, såret ved
eksersitsen, måtte bringes ud på hospitalet; her var et
øjeblik, tænkte manden, man ikke burde lade gå unyttet
hen, og sendte da fader følgende skriveis:
„Velbyrdige berr agent,
agtværdige borger,
menneskekærlige mand!
Undertegnede, kærlig fader for en talrig, højst
ulykkelig familje, er i den yderste nød; jeg trænger til
800 Rdlr. i morgen, eller, eller, eller . . . . Vil nu den
menneskekærlige berr agent, som bar aftørret så manges
tårer, også her komme en ulykkelig til hjælp, tager jeg
mig den frihed a t foreslå dette sket ved udstedelse af
en vekselobligation lydende på ovenstående summa.
Deres brave søns uheld på fælleden bar kostet mig
mange tårer, hvilket mit forhold som 9 børns kærlige
fader billiger. Måtte dog rygtet, som snart lader ham
helbredes, være sandt!
Ærbødigst
forhåbenst,
betrængtest
N. N.“
E fter faders død fandt vi en stor bunke sådanne breve,
sammenbundne med den udskrift: „heraf kan mine
sønner se, hvad et familjebombardement vil sige.“ Ikke
sjælden sagde ban : „jeg kommer vel til sidst til at pakke
sammen og pikke af sted, hvis jeg vil have fred !“